Parforhold

Parforhold

Værd at vide om parforhold

En klient spurgte mig fornylig, hvad man dog skal gøre for at få sit parforhold til at fungere. Jeg begyndte selvfølgelig på smøren om, at det kan man ikke sådan sige noget generelt om – og hun afbrød mig utålmodigt:

Lysekronesex og timelange blowjobs ”Du må da vide det – du har haft så mange par i terapi og hørt på alle dem, der sidder og græder i din sofa. Hvorfor kan du ikke bare give et par tips?” ”Øh, æh, jo…,” svarede jeg. ”Men nu er det jo sådan, at jeg ikke synes, at terapeuten gavner klienten ved at give gode råd. Det er nok mere dig, der skal finde ud af, hvordan du selv bidrager til at netop dit parforhold slingrer ned ad Vestergade – ” Hun afbrød igen, nu lidt vrissent. ”Jamen, når jeg nu spørger dig? Kan du ikke bare slappe af og give mig et par tommelfingerregler – andet end den klassiske med lysekronesex og timelange blowjobs!” Jeg tænkte mig lidt om og sagde så: ”Jo, der er især én, der lyder forførende simpelt:

Elsk ham! ” Min klient himlede, var ved at opgive ævred og forlade konsultationen lige på stedet. Men hun forbarmede sig, og det blev en rigtig god samtale, hvor hun selv formulerede sig frem til, hvad der ville være muligt og relevant for hendes parforhold. Med hendes tilladelse gengiver jeg punkterne her – for måske har hun ret i, at de er ret generelle:

Forsøg at glæde din partner på andre måder end med sex. Spørg ham, hvordan du kan glæde ham i hverdagen – måske er det ved at lave en uventet kop kaffe eller ved at tie stille, mens han læser avisen. Dét, der glæder ham vil garanteret også glæde dig. Initiativet til at vende situationen skal jo komme et sted fra – og det kan jo lige så godt være dig.

Vær hans fortrolige. Lad være med at fake, at du interesserer dig for hans job, hvis det dødkeder dig – vælg i stedet for områder af hans liv (familie, venner, sport, evt. delområder af hans job), som du gider høre om. Spørg til dem, husk svarene og spørg til dem igen på et senere tidspunkt. Din ægte interesse vil glæde ham – den falske vil irritere ham.

Fortæl ham, hvordan han gør dig glad

Fortæl ham, hvordan han gør dig glad. Læg mærke til, at der ikke står ”hvordan han kan gøre dig glad”! Begynd med at bemærke, når han gør eller siger noget, som du kan lide (noget må der jo være, ellers var du vel gået fra ham for længst?) – og vis din glæde, når det sker. Det kan være alt fra at slæbe skraldet ned til at give baby sutten eller lyve for sin mor, så I kan gå i skoven i stedet for til søndagskaffe, kysse dig i nakken eller smile, så du kan se lige dét der bestemte glimt i hans øjne. Fokuser på dét, du får, og ikke på alt dét, du mangler. Din påskønnelse vil gøre ham glad – lad glæden smitte dig. Når I kan anerkende, at I også har det godt, er det nemmere at tale om det, der ikke fungerer så godt.

Ring til ham – bare for at sige hej. Du tænker sikkert på ham mange gange i løbet af en dag, og indimellem kommer der måske et positivt billede eller en kærlig tanke midt mellem alle utilfredshederne. Så er det med at gribe røret og fortælle ham om det – eller lægge en besked, skrive en e–mail eller en sms. Betragt det som en gave fra dig til ham – dvs. lad være med at forvente gengæld, for så er det ikke en gave, men en byttehandel. Og lad for guds skyld være med at bede ham hente rensetøj eller købe kartofler på vejen hjem. Glæd dig over, at du kan være så generøs, kærlig og mild.

Wedding pictures from Denmark

Gør noget anderledes. Servér frikadeller iført din brudekjole og server champagne til – eller blæs på broccolien; ring efter pizza og spis den i sengen sammen med børnene. Når de er gået i seng, er der dejligt varmt og hyggeligt i sengen, og hvem ved, hvad der så kan ske? Eller bestil biografbilletter og babysitter uden at spørge, lej en video og send børnene på sleep – over hos vennerne eller sluk for strømmen og tænd op med 100 stearinlys, når de sover. Få ham til at le. Det behøver ikke at ende med sex. Det behøver heller ikke ende i pjat – du kan sagtens bringe alvorlige emner på bane og bevare en god stemning. Tænk på jeres første tre måneder: sad I måske ikke hele natten og talte om jeres liv, jeres forventninger og andre store, alvorlige emner?

Hvad var det ved dig, han forelskede sig i? Hvad var det ved ham, der tændte dig? Find det frem, både hos dig selv og hos ham og overrask ham med det. Lok ham, flirt med ham, forfør ham, som du gjorde engang. Jeres parforhold er jeres, og du har jo faktisk valgt netop ham og ikke Brad, ligesom han har valgt netop dig – på trods af alt det, du måske er utilfreds med ved dig selv.

Sex er vigtigt, men det er ikke vigtigt hele tiden

Sex er vigtigt, men det er ikke vigtigt hele tiden. Hvis sexlivet ikke fungerer, så lad være med at fokusere på det, for sex er lige som et nys: Det er dejligt og forløsende, men man kan hverken tvinge det frem eller styre det, når det vil ud. I en halvdårlig periode er det vigtigere at have det sjovt. Har du måske hørt om god sex mellem sure mennesker? Gør det, du synes er sjovt og lad være med at tænke på ham. Når du selv er glad, er der større chancer for, at du smitter ham med din glæde, og du får mere overskud til at tåle, hvis han bliver ved at være sur.

Husk, at du ikke kan redde dit parforhold alene

Husk, at du ikke kan redde dit parforhold alene. Når der er problemer, er det fordi I begge to bidrager til dem – ellers var de der ikke. Derfor er det aldrig dit ansvar alene, at forholdet ikke fungerer, og derfor kan du ikke egenhændigt redde forholdet hverken ved at arbejde hårdere, gøre dig smukkere eller mere interessant. Hvis han ikke vil yde en indsats eller gå i terapi, så bliv enig med dig selv om, hvor længe du vil bruge kræfter på det. Gider han overhovedet ikke medvirke, så forlad ham. Du er ikke sat på jorden for at frelse hverken ham eller dit parforhold.