Her er den ”opskrift”, jeg bruger til mine buketter i øjeblikket. Den virker hver gang og resultatet er naturlige, lidt vilde buketter. Fortvivl ikke, hvis det virker en anelse uoverskueligt første gang. Øvelse gør mester!
Begynd med at fylde vand i din spand og tag den med ud i haven. Vælg den blomst, der skal være den primære i buketten og klip syv stk, som du sætter i din spand med det samme. Vælg en mindre blomst i samme farvetone og klip også syv af dem. Vælg derefter to slags fyld og klip også syv af hver. Fyldet kan være hjemmedyrkede ”fyldblomster” som f.eks. kongekommen, irlands klokke, voksurt, blomsterdild, slangehoved, hareøre eller havemelde. Hvis du ikke har dyrket dine egne fyldblomster kan det være krydderurtegrene som f.eks. mynte, citronmelisse eller oregano, blade fra stauder eller grene fra buske. Du kan også finde masser af godt fyld i grøftekanterne lige nu. Find nu en tredje blomst, der er i en konstrastfarve til de andre og pluk fem af dem. Find til sidst en høj tynd fyldplante, f.eks. hundegræs eller stilke med frøstande fra valmuer eller jomfru i det grønne, og pluk også fem af dem.
Fjern nu alle blade på de nederste to tredjedele af stilken. Læg hver blomst og hver slags fyld på et bord foran dig. Begynd med at lave en fin buket af de to slags fyld. Stik derefter blomsterne ned i fyldet. Slut af med at stikke den tynde fyldplante ned i buketten, så den rager lidt op over de andre. Bind snor om buketten. Riv et stykke cellofan på ca. 1 m af. Sæt buketten midt på cellofanen og fold det op om buketten. Sur det godt fast om stilkene med et nyt stykke bast. Fyld vand i den ”pose” cellofanen har dannet ved at hælde vand ned i den fra toppen af bukketten. Nu er buketten parat til at blive foræret væk!
Hvis du ikke har blomster i haven, kan du købe dine to primære blomster hos en blomsterhandler og gå på jagt i hegn og grøftekanter (samt i venner og familiers haver!) efter resten.
Hvis dine købeblomster er trætte, kan du vække dem til live igen ved at gøre følgende: Fjern alle blade på de nederste to tredjedele af stilken. Klip 5 cm af alle stilkene. Stik alle stilkenderne i et krus med kogende vand og tæl langsomt til 15. Sæt blomsterne i en spand, så vandet når helt op til blomsterhovederne. Lad blomsterne trække i mindst to timer på et køligt sted, men gerne natten over.